Tag på efterårsferie i Danmark

I lyset af corona og den effekt, virus har haft på verden, er en ferie i Danmark nok mere relevant end nogensinde før. Det har dog altid været et dejligt land at drage rundt i, og selv efter verden åbner mere op igen, vil det være skønt med en ferie i Danmark. Der er mange fordele ved det, og der utroligt mange spændende steder at besøge.

Se en anden del af Danmark

Bliver man i Danmark i sin ferie, slipper man for meget besvær, der ellers normalt er med at rejse. Først og fremmest er der ingen bekymringer for visum og så videre, ligesom man heller ikke skal tænke på transport, hvis man da har egen bil. Ellers kan man tage toget de fleste steder hen, og man kan også let få lov at leje en bil eller låne af venner.

Dermed dog ikke sagt, at din ferie bare bliver hjemme, hvor du bor. For selv om Danmark langt fra er et stort land, er her dog flere forskellige typer af steder, og der er mange forskellige steder, som adskiller sig fra hinanden, hvor man kan holde ferie.

Bor du i storbyer som København eller Århus, kan det måske være en idé at tage længere ud på landet, på en dejlig ø eller ud mod Vesterhavet. Også midt i Jylland findes der smukke egne med skove, søer og åer, små hyggelige provinsbyer med god mad og hyggelig stemning.

Byferie i København

Bor du til gengæld på landet eller i en mindre by, kan det være sjovt at komme ind og prøve kræfter med storbyen. Besøg København i din efterårsferie. Måske har du selv boet der tidligere, måske kender børnene ikke rigtigt til byen, eller måske har ingen af jer nogensinde været det.

Under alle omstændigheder er der masser af spændende ting at se i København. Museer med spændende kunst, historiske fortællinger og teatre, hvor I kan blive forført af byens kulturelle puls. Også bare det at gå rundt i Indre By, eller udforske andre kvarterer som Amagerbro, Nørrebro, Christianshavn eller Vesterbro, som man kender fra bøger og film, og som man læser om i nyhederne. Også det kan være en oplevelse, hvis man kommer med den rigtige indstilling.

Der er selvfølgelig også alle de klassiske turistattraktioner som kanalrundfart, den lille havfrue, Tivoli, Christiania, Amalienborg og så videre og så videre.

En mulighed er at leje en bolig et sted i København og opleve byen derfra. Man kan også finde nogen, som er villige til at bytte bolig, hvilket er blevet populært. Så kan københavnerne få lov at opleve at bo i provinsen, mens I kan få lov at bo i København.

Det er nu engang en anderledes oplevelse at bo i et hjem i en by. På den måde oplever man ligesom byen indefra og kan forestille sig, hvordan det må være at bo i den. Det er en helt særlig og unik oplevelse for børn, der bor i provinsen, at opleve at bo i en større by. Der er København en god mulighed, fordi man trods alt føler sig tryg og sikker inden for de danske grænser.